Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/cache.php on line 36 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/query.php on line 21 Deprecated: Assigning the return value of new by reference is deprecated in /var/www/web/web194388/rskribent.dk/wp-includes/theme.php on line 507 rskribent.dk | Øje for ord

Bragt i RetorikMagasinet, nr. 71, 18. Ă„rgang, 2009

Det Daglige Sjov

“Velkommen til The Daily Show. Mit navn er Jon Stewart.” I Ă„r kan komikeren Jon Stewart fejre 10-Ă„rs-jubilĂŠum som vĂŠrt pĂ„ det amerikanske tv-program The Daily Show der fire gange om ugen kaster et humoristisk og kritisk blik pĂ„ politik og nyhedsjournalistik i Guds eget demokrati. Som al god satire er showet ej blot til lyst, men pĂ„ gode dage ogsĂ„ til gavn for sit publikums retoriske dannelse.

Da Al Gore besĂžgte det amerikanske tv-program The Daily Show i maj 2007, havde han showets live audience med sig som man vist kun kan have det nĂ„r man to prĂŠsidentvalg, to tĂ„rne og to krige tidligere var nogle fĂ„ hundrede stemmer fra at slĂ„ George W. Bush. “Jeg ved at der er mange her der har det som mig”, og inden han nĂ„ede at sige hvad “vi” var enige om, brĂžd bifaldet lĂžs. “Hvis du gerne vil trĂŠnge gennem meget af vrĂžvlet og finde ud af hvad dagens vigtigste nyheder er, sĂ„ er det her faktisk et godt sted at fĂ„ the straight story. Det er ironisk, men sandt, Jon!”, forsikrede han vĂŠrten Jon Stewart. “Det er ligesom i middelalderen hvor hofnarren til tider var den eneste der kunne sige sandheden uden at fĂ„ hovedet hugget af; i dagens medielandskab er det nĂŠsten kun ved at fortĂŠlle vittigheder at man kan slippe af sted med at sige noget fornuftigt om alvorlige emner.”

Al Gore er langt fra den fÞrste der komplimenterer The Daily Show for at vÊre et sundhedstegn i et ellers sygt massemedieret amerikansk demokrati og Jon Stewart for stÊdigt at kritisere manipulerende spin og fordummende nyhedsjournalistik. Dette umiddelbart useriÞse satireprogram der sent om aftenen, fire gange om ugen gÞr grin med amerikanske politikere og isÊr politiske kommentatorer, har i de senere Är vakt adskillige seriÞse kommunikationsforskeres interesse, og stÞrstedelen af dem er nÄet til den samme konklusion som Gore: The Daily Show er mÄske nok satire, men ej blot til lyst. I rollen som post-postmoderne hofnar taler vÊrten Jon Stewart magten midt imod ved at insistere pÄ at fakta, argumenter og debat til stadighed bÞr ligge til grund for samfundets fÊlles handlinger. Undervejs underholder han sit publikum, bevares, men han udfordrer dem ogsÄ til at tÊnke selv og skille godt fra snot hvad politisk retorik og journalistik angÄr.

Nyheder for den dopede dovenlars

Interessen for The Daily Show er bestemt ikke blevet mindre siden The Pew Research Center i 2000 og 2004 offentliggjorde to meget omtalte undersĂžgelser. Den amerikanske tĂŠnketank konkluderede at op mod halvdelen af alle unge amerikanere mellem 18 og 29 Ă„r ofte eller nogle gange fik deres informationer om de igangvĂŠrende prĂŠsidentvalg fra de sĂ„kaldte late night comedy shows. Ja, de unge mente endda at de “lĂŠrte noget” om politik af at se disse programmer. I bogen Entertaining Politics beskriver Jeffrey P. Jones hvordan undersĂžgelserne afstedkom et utal af historier i traditionelle nyhedsmedier, alle skĂ„ret over den samme ciceronianske o tempora, o mores-lĂŠst: De unge nu til dags ligger bare pĂ„ sofaen og indtager comedy, cola og chips. De er uvidende, ligeglade, ja, endda kyniske hvad politik og samfundsmĂŠssigt engagement angĂ„r. Og vĂŠrst af alt, de ser ikke nyheder og lĂŠser ikke aviser!

Da Jon Stewart i september 2004 besĂžgte tv-programmet The O’Reilly Factor pĂ„ kanalen Fox News, konfronterede den konservative politiske kommentator Bill O’Reilly komikeren med de dĂ„rligdomme der nu var dokumenterede: “Ved du hvad der er rigtig skrĂŠmmende? Du har faktisk indflydelse pĂ„ det her prĂŠsidentvalg!”, stĂžnnede O’Reilly. De stoned slackers – dopede dovenlarser, vel sagtens – der sĂ„ Stewarts show hver aften, kunne jo stemme. Jon Stewart mente nu ikke at han havde den store indflydelse. Men O’Reilly var, som sĂŠdvanlig, ikke sĂ„dan at overbevise, og til sidst overgav Stewart sig: “Ja, man siger jo at dette valg bliver afgjort af tvivlerne. Og hvem er mere i tvivl end folk der er skĂŠve? Lige nu tĂŠnker de: Skal jeg have is eller saltstĂŠnger?”

Politik som postmoderne cirkus

NĂ„r mainstream nyhedsmedier og sĂ„kaldte politiske kommentatorer som Bill O’Reilly begrĂŠder at The Daily Show og Jon Stewart underholder Amerikas unge vĂŠlgere med falske nyheder, minder det dog mere om freudiansk projektion end trovĂŠrdig kritik. O’Reilly selv er et taknemmeligt eksempel: Han er en personality der leverer sproglig action forklĂŠdt som nyhedsstof til et bestemt, hĂžjreorienteret segment af amerikanske forbrugere, ikke en kritisk journalist der pĂ„ tilstrĂŠbt neutral vis oplyser sine medborgere. Han – og mange af hans kollegaer – arbejder med andre ord i underholdningsbranchen prĂŠcis ligesom Jon Stewart; forskellen er bare at mens Stewart netop kalder sit produkt for fake news, kalder O’Reilly og kompagni ugenert deres for breaking news.

I bogen Laughing Matters beskriver Geoffrey Baym denne udvikling hvor amerikanske tv-nyheder i stadigt stigende grad er blevet til underholdning. Udviklingen skyldes ifÞlge Baym flere forskellige faktorer, bÄde teknologiske, (medie)Þkonomiske og kulturelle. Men bl.a. har de seneste Ärtiers eksplosion i antallet af nyhedsmedier og tilsvarende implosion i antallet af opmÊrksomme seere betydet at nyhedsprogrammerne er blevet en vare der skal sikre seerandele og reklameindtÊgter pÄ lige fod med alle andre tv-programmer. Virkemidlerne til at nÄ dette mÄl har nyhedsredaktionerne fundet i underholdningsindustriens verden: NyhedsstrÞmmen stanses ud i personfikserede fortÊllinger prÊget af drama og konflikt, pakkes ind i opsigtsvÊkkende grafik og sÊlges med et smil af karismatiske tv-personligheder.

I Geoffrey Bayms mediekritiske Þjne betyder denne kommercialiserede journalistiske praksis at den politiske nyhedsjournalistiks samfundsmÊssige rolle og funktion har forandret sig i USA: Glem alt om pressen som den fjerde statsmagt, en demokratisk ressource der tilvejebringer fakta, afprÞver argumenter og faciliterer debat, alt sammen for at oplyse samfundets borgere og styrke den demokratiske proces. Pressede af markedets prÊmisser er journalister og kommentatorer i hÞjere og hÞjere grad begyndt at tÊnke og tale om politik som var det sport eller teater; det er en konkurrence med vindere og tabere pÄ korte og lange baner, et drama med helte, skurke og folk i kulisserne og de selv derfor ikke samfundets vagthunde, men dets sportskommentatorer og historiefortÊllere. Public service er blevet til panem et circenses, brÞd og cirkus.

Geoffrey Baym mener dog ikke at det kun er pressens skyld at amerikansk politik efterhÄnden er reduceret til en stuur, stuur nummer. Politikerne er klovne i det samme cirkus. De og deres politik er i dag brands der formes og formidles sÄ de pÄ forskellige tidspunkter appellerer til forskellige segmenters fÞlelsesliv. NÄr de taler, lyder det mÄske som deliberativ retorik, men er i ligesÄ hÞj grad gennemkalkuleret marketing. RÄdgivet af politiske konsulenter og kommunikationseksperter sÞrger politikerne for at iscenesÊtte sig selv pÄ sÄ spektakulÊr vis at alle nyheder pÄ alle kanaler flyder over med deres nÞje tilrettelagte sound bites og photo ops. I nyhederne er politik reduceret til underholdning; i politik er nyhederne reduceret til gratis reklameblokke.

Den hvide klovn

Men nu er der jo ikke noget der er sĂ„ galt at det ikke er godt for noget. Det er denne inkongruens mellem postmoderne politisk og journalistisk praksis pĂ„ den ene side og klassiske idealer pĂ„ den anden side der er skyld i at The Daily Show eksisterer – og er morsomt! Den grundlĂŠggende komiske prĂŠmis for hele showet og stĂžrstedelen af Jon Stewarts jokes er netop modsĂŠtningsforholdet mellem hvordan amerikansk politik og nyhedsjournalistik er, og hvordan det burde vĂŠre. I Amerikas politiske mediecirkus er de andre klovne - politikerne og journalisterne - og deres tĂ„belige optrin med andre ord forudsĂŠtningen for at Stewart kan fĂ„ sit publikum til at grine nĂ„r han som den fornuftige hvide klovn forsĂžger at lĂŠgge en dĂŠmper pĂ„ galskaben.

Hvem er Blikkenslager Joes sĂžn?!

Da den nys overstÄede prÊsidentvalgkamp lakkede mod enden i oktober sidste Är, bragte The Daily Show et satirisk indslag om makkerparret John McCain og Sarah Palins ivrige brug af benÊvnelser. Indslaget er godt eksempel pÄ hvordan showets satire ofte beror pÄ at modstille politisk idealisme med politisk praksis. Udgangspunktet var et klip fra et interview hvor Palin blev spurgt om hun var feminist:

Palin: Jeg har ikke tÊnkt mig at sÊtte nogen mÊrkat pÄ mig selv. Jeg tror det er en af de ting der irriterer mange amerikanere, isÊr i lÞbet af en valgkamp.

Med et ironisk glimt i Þjet tog Stewart i sin efterfÞlgende kommentar Palins svar for pÄlydende og roste hendes forsÞg pÄ at fremme en mere nuanceret offentlig retorik i USA; han blev dog straks afbrudt af Palin selv i form af en montage af klip fra taler hun havde holdt under valgkampen:

Stewart: McCain og Palin ved at det at sÊtte mÊrkater pÄ folk og reducere dem til ét ord er nedvÊrdigende og simplificerende, og de ved at vÊlgere ikke bryder sig om det. VÊlgere som:

Palin: Joe the Plumber, Ed the Dairyman, Doug the Barber, Tito the Builder, Christine the Florist, Bill the Bricklayer, Cindy the Citizen, Rose the Teacher, Clark the Cook, Carina the Nurse, Joe the Farmer, Dave the Cop, Joe the Plumber’s son, Vicky the Realtor, Jeffrey the Hockey player, Jack the Hunter.

Efter denne svada lignede Stewart en hvis hoved var ved at eksplodere. Som var han lullet ind i et bevidstlÞst mantra der bare mÄtte fortsÊtte, udbrÞd han udmattet:

Stewart: Mack the Knife [fra teaterstykket Laser og pjalter]! Sam the Butcher [fra den amerikanske sitcom The Brady Bunch]! Bozo the Clown [fra amerikanske bĂžrnebĂžger og -tv]! Hvad er det med de her navne og stillingsbetegnelser?! GĂ„r McCain og Palin efter at herske over os i middelalderen?

Som Liam P. Dempsey er inde pĂ„ i bogen The Daily Show and Philosophy, er netop montagen en af de teknikker som Jon Stewart og hans hold af tekstforfattere hyppigt bruger til at afslĂžre og udstille amerikanske politikeres salgsretorik. I dette tilfĂŠlde hvordan Palin, eller nok rettere hendes taleskrivere, skamlĂžst brugte sĂ„kaldte talking points – nĂžje udvalgte ord, fraser og sĂŠtninger – men ogsĂ„ hvordan hun i mange mainstream nyhedsmedier uhindret fik lov til at gentage og gentage og gentage dem ad nauseam.

Af og pÄ med flÞjlshandskerne

Da The Daily Show i januar samme Är kritiserede de amerikanske nyhedsmediers dÊkning af valgkampen mellem Hillary Clinton og Barack Obama, byggede satiren ogsÄ pÄ en kontrasterende modstilling, denne gang blot af idealer for god journalistik og eksempler pÄ journalistisk praksis. Indslaget indledtes af to daggamle klip fra nyhedskanalerne Fox News og CNN hvor vÊrterne erklÊrede at nu var flÞjlshandskerne pÄ vej af mellem de to kandidater. Jon Stewart kommenterede med pÄtaget overbevisning i stemmen:

Stewart: Wauw, det her er stort: Medierne udnĂŠvner officielt tirsdag d. 15. januar 2008 til at vĂŠre “Obama-Clinton Af Med FlĂžjlshandskerne”-dag! Og det der “af med flĂžjlshandskerne”, det er ikke bare en eller anden meningslĂžs klichĂ© som medierne har brugt til at beskrive konflikten mellem Obama og Clinton i snart et Ă„r.

Men det var det selvfĂžlgelig hvilket straks blev dokumenteret med en tragikomisk montage af klip fra forskellige amerikanske nyhedskanaler:

26. nov. 2007: I mÄnedsvis har man spurgt: HvornÄr vil senator Obama tage flÞjlshandskerne af over for senator Clinton?
31. okt. 2007: Ni uger fĂžr den fĂžrste afstemning er flĂžjlshandskerne taget af.
29. okt. 2007: Barack Obama siger at tiden er inde til politik uden flĂžjlshandsker.
3. sept. 2007: Labor Day [1. mandag i september] er dagen hvor flĂžjlshandskerne officielt begynder at blive taget af.
22. feb. 2007: Aftenens store historie: FlĂžjlshandskerne er taget af!
9. feb. 2007: FlĂžjlshandskerne er taget af i prĂŠsidentvalgkampen anno 2008.
19. jan. 2007: Senator Obama er stadig kampagnens rockstjerne, men der er begyndt at dukke spÞrgsmÄl op om de konkrete detaljer i hans politik eller manglen pÄ samme. Er flÞjlshandskerne pÄ vej af?

Efter dette behĂžvede Stewart ikke sige mere, men kunne nĂžjes med at se opgivende ind i kameraet; gentagelsen som retorisk figur havde gjort arbejdet for ham. Til sidst kunne han dog alligevel ikke dy sig:

Stewart: AltsÄ hvis kandidaterne bliver ved med at tage flÞjlshandskerne af hvorfor bliver de sÄ ved med at tage dem pÄ?

Klassens frĂŠkke idealist

Det var en tydeligt bevĂŠget Jon Stewart der d. 20. september 2001 vendte tilbage pĂ„ tv for fĂžrste gang efter terrorangrebet pĂ„ New York, The Daily Shows hjemby. I sin indledende tale sammenlignede han sig selv og sine kollegaer med de frĂŠkke drenge der sidder bagerst i klassen, og lagde ikke skjul pĂ„ hvor taknemmelige de alle var for den position: “Dette show er et privilegium. TĂŠnk at vi kan sidde bagerst i landet og komme med kvikke bemĂŠrkninger og smide med spytkugler. Vi glemmer aldrig at det er en luksus at vi kan det. At Ă„ben satire er tilladt i dette land.” Komikerens fĂžlelsesmĂŠssige engagement brĂŠndte igennem.

“Jeg synes det er sĂ„ interessant at folk taler om at late night comedy er kynisk”, udtalte Jon Stewart nogle Ă„r senere i et interview. “Hvad er mere kynisk end at danne et nyhedsnetvĂŠrk som Fox og kalde det “fair og afbalanceret”? Det vi laver, er da ikke til at stĂ„ for i al dets idealisme.” For Stewart og resten af holdet bag The Daily Show er politik og nyhedsjournalistik pĂ„ ingen mĂ„de blot et spil der skal gennemskues og grines af. TvĂŠrtimod er deres satire gennemsyret af et stĂŠrkt samfundsmĂŠssigt engagement: Det er deres forbandede pligt at gĂžre nar af de politikere og journalister der reducerer Guds eget demokrati til et massemedieret politisk cirkus, tiltaler vĂŠlgerne som Byggemand Bob og Postmand Per og fabler om handsker i tolv stive mĂ„neder. I The Daily Show flyver spytkuglerne for at holde politikere og journalister fast pĂ„ klassiske normer for offentlig retorik og for at vĂŠkke resten af klassens retoriske Ă„rvĂ„genhed.

The Daily Show
“Én vĂŠrt. Seks korrespondenter. Ingen trovĂŠrdighed.” SĂ„dan lyder beskrivelsen af The Daily Show pĂ„ det amerikanske satireshows hjemmeside. Showet havde premiere pĂ„ amerikansk kabel-tv i 1996, og siden 1999 har komikeren Jon Stewart vĂŠret vĂŠrt for det daglige sjov. Sammen med sine seks reportere og sit hold af tekstforfattere gĂžr Stewart sent om aftenen, fire gange om ugen grin med amerikanske politikere, nyhedsjournalister og politiske kommentatorer. Selv kalder de det falske nyheder, en blanding af satiriske kommentarer til den daglige nyhedsstrĂžm, ironiske reportager og afslappede interview med prominente gĂŠster – og sĂ„ selvfĂžlgelig The Moment of Zen. Showet har efterhĂ„nden udviklet sig til en institution inden for amerikansk populĂŠrkultur, og Jon Stewart bliver af mange betragtet som en af de mest magtfulde medieskikkelser i USA. Programmet er siden februar 2007 blevet sendt pĂ„ DR2.

Se og lĂŠs mere
PÄ The Daily Shows hjemmeside, www.thedailyshow.com, kan man kvit og frit dykke ned i showets videoarkiv ti Är tilbage og desuden se de seneste programmer i fuld lÊngde dagen efter de er blevet sendt pÄ amerikansk tv. StÊrkt vanedannende overspringshandling.

Jeffrey P. Jones: Entertaining Politics: New Political Television and Civic Culture (2005). SeriĂžs, men underholdende bog om politiske comedy shows, herunder The Daily Show. Bogen indeholder bl.a. indsigtsfulde analyser af hvilke (medie)historiske forandringer disse shows udspringer af, hvad der karakteriserer dem som (sub)genre, og hvad der kendetegner Jon Stewarts persona som komisk, men kritisk politisk kommentator.

Jason Holt (red.): The Daily Show and Philosophy: Moments of Zen in the Art of Fake News (2007). 19 essays om The Daily Show. Som retoriker spĂŠrrer man Ăžjnene op nĂ„r bogens filosoffer fnyser at retorik er “den mĂ„lbevidste misbrug af fornuft” og “fornĂŠrmer intellektet” (!). Ikke desto mindre har flere af dem begĂ„et interessante og underholdende analyser af hvordan emner som argumentation, mediekritik og politisk teori behandles i The Daily Show.

Jody C. Baumgartner & Jonathan S. Morris (red.): Laughing Matters: Humor and American Politics in the Media Age (2008). Grundbog med 19 artikler om forholdet mellem humor, politik og medier i USA. Bogen er en blandet landhandel af svingende kvalitet, men indeholder dog flere oplysende analyser, bÄde kvalitative og kvantitative, af The Daily Shows indhold og indflydelse.